Jeg lever med angst.
Ja jeg vil lave et indlæg om angst, da jeg før har nævnt angst i mine indlæg. Jeg vil ikke sige, at jeg LIDER af angst. Jeg tror bare, at jeg vil kalde det at leve med angst eller have angst.
Jeg har levet med angst hele livet. Social angst har været det som har fyldt mest og startede meget tidligt. I folkeskolen var jeg den stille pige, som aldrig sagde noget. Jeg havde veninder, men kunne ikke selv lave nye venskaber.
Jeg havde en lang periode med ondt i maven de første år af folkeskolen. Mine forældre har fortalt, det startede tidligt morgen, hvor jeg græd og græd over ondt i maven og jeg fik så lov til at blive hjemme fra skole. Lidt op af formiddagen var det så væk igen, når jeg ikke skulle afsted.
Jeg var indlagt i nogle uger til undersøgelse, hvor de intet fysisk kunne finde og mine lærere udtalte at jeg fungerede fint psyksik, så det blev til diagnosen "nervøs tarm".
De fandt aldrig ud af at det var angst.
Da jeg kom i puberteten, blev det værre. Jeg kunne intet sige i klassen, havde svært ved at finde nye venner og jeg holdt mig bare til de gamle veninder i troen på, at alt var som det altid havde været. Mine gamle veninder fandt jo nye venner og nye veje. Jeg holdt mig bare til dem. Hjemme lod jeg som om alt var godt.
I gymnasiet havde jeg det rigtig skidt. Sagde ingenting i klassen og havde kun få jeg kunne snakke med. Stadig holdt jeg mig til de gamle veninder hjemme og mine forældre vidste intet om min angst.
Jeg flyttede til en større by for at læse og her eskalerede min angst. Jeg havde svært ved at trække vejret og var ved læge, som heller intet kunne fysisk finde. Det beroligede mig lidt, da jeg var sikker på, at jeg fejlede noget.
Efter et års tid med fysiske symptomer, hvor jeg ud af til havde det fint, brød jeg pludselig sammen og var angst for at fejle noget alvorligt, da jeg havde meget svært med at trække vejret.
Efter flere undersøgelser, måtte min læge fortælle mig, at det nok var angst... Jeg kunne slet ikke tro på, at angst kunne udløse så mange fysiske symptomer. Men det kunne det.
Det hjalp rigtig meget at få sat ord på. Jeg har siden brugt flere år hos en psykolog, der arbejder inden for adoption og jeg er næsten ikke besværret af min angst længere. Før kunne den næsten lamme mig. Nu mærker jeg den engang imellem.
Udslaget for denne udvikling har været meditation og mindfulness. Det er jo meget moderne for tiden og mindfulness ses i mange afskygninger. Men for mig har det virkelig været en vej ud af angsten. Jeg slipper nok aldrig af med den, men når den ingenting fylder, generer den næsten ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar